Billy Adamsen: Vi har fået et egoistisk, fjernt og abstrakt forhold til arbejde

Mit svar er nej. Der skal mere til. Og det mere, der skal til, er et opgør med den personorientering, som synes at dominere vort moderne uddannelsessystem og arbejdsmarked. For med tiden er vores uddannelses- og arbejdsmarkedkultur nemlig blevet så personorienteret, at den ikke længere har fokus på arbejdsidentitet, men derimod kun på den enkelte og dennes behov. Vi har derfor fået et egoistisk, fjernt og langt mere abstrakt forhold til arbejde og arbejdsmarked end tidligere, og vi uddanner og udvikler derfor ikke længere vores kvalifikationer/kompetencer i forhold til arbejde og arbejdsmarked, men i forhold til, hvad der https://www.b.dk/kronikker/vi-har-faaet-et-egoistisk-fjernt-og-abstrakt-forhold-til-arbejde

Den personorienterede uddannelses- og arbejdsmarkedskultur tager sit udspring i 1940erne og i den australske sociolog George Elton Mayos fokus på arbejdere som medarbejdere og på de enkelte medarbejdere som personer med individuelle motiver for at arbejde (performe). Hans forskning førte til, at det rigide videnskabelige fokus, som dominerede megen ledelse på det tidspunkt, altså fokus på stopur, arbejdsproces og arbejdskraft, blev justeret lidt, så der i stedet kom mere fokus på medarbejderen som en personlig ressource, som virksomheden (organisationen) kunne trække på og integrere i arbejdsprocessen for at opnå bedre resultater.

En ny ledelsesfilosofi

Mayos tanker udviklede sig senere til en egentlig ledelsesfilosofi og til en ny slags ledelse, human ressource management (HRM), som i stedet for primært at have fokus på arbejdet og arbejdsprocessen havde fokus på medarbejderen og dennes (individuelle) ressource og på, hvordan de kunne anvendes i og til at optimere arbejdsprocessen.

I de efterfølgende årtier voksede HRM-filosofi (sammen med andre humanistisk orienterede ledelsesfilosofier) i indflydelse og blev i 1980erne og 90erne mere strategisk anlagt med fokus på rammer og strukturer og udviklede nye ledelsesværktøjer, f.eks. talent management, som i endnu højere grad havde sit fokus på den enkelte, talentet, og hans/hendes særlige ressourcer.

Med denne udvikling, som altså havde stået på i flere årtier, var den tidligere så ellers så arbejdsorienterede kultur gradvis blevet erstattet af en langt mere personorienteret kultur (som i øvrigt var/er et træk, der karakteriserer udviklingen fra industriel, moderne kultur til senmoderne kultur). Så selv om der i 80erne og 90erne kom mere fokus på f.eks. omkostningseffektivitet i det offentlige, og dermed new public management, og på f.eks. produktionsopgaver i både det private og offentlige, og dermed Lean-management, forblev fokus rettet mod den enkelte, på ressourcer og talenter, og den personorienterede kultur forblev intakt.